Jeg ved det godt – der har været meget stille på bloggen den sidste uges tid :o(
Men da min mandag lige pludselig tog en drastisk og uventet drejning, valgte jeg arbejde, træning, bloggen og alt andet til side.

Min mandag morgen startede egentligt godt – der var dog lige et lille “men”.
Vores kære brumbasse til Mie klagede lidt over ondt i maven, men ikke noget til at blive rigtig klog på – men det tog lige pludselig en helt anden drejning senere på dagen.
Hun blev afleverede i vuggestue, vi orienterede pædagogerne om vores lille mor og Mie sagde glad farvel til sin mor.

Efter et møde om formiddagen ville jeg lige ringe til vuggestuen og følge op – det gik fint og hun havde leget med veninderne.
Men efter 20 min ringede de tilbage, at nu var den galt, og Mie var skidt tilpas og havde mere og mere ondt i maven.

Jeg pakkede sammen og kørte hjem efter hende.
Det viste sig at være meget godt, for nu begyndte tingene at ændre sig.
Hun var virkelig mærket at stærke mavesmerter.
Så os afsted til lægen.

Han vurderede, at der kunne være mistanke om blindtarmsbetændelse, så vi blev indlagt på Vejle Sygehus.
De bad mig straks om, at hun skulle være fastende og lage en drop til væske og evt. medicin m.m.
Da vi ikke på nogle måder var forberedt på alt det, havde vi ikke haft chance for at give hende noget tryllecreme på. Så hun ikke mærkede diverse stik, som hun skulle have, måtte hun tage det hele i stiv arm – hvilket hun klaret rigtig flot
Efter tre timer blev vi overført til Kolding Sygehus, da de gerne ville have børnelægerne til at tage over, kigge og vurderer på hende.
De sidste bagvagten på Vejle Sygehus sagde til mig var “det er sjældent at børn under tre år får blindtarmsbetændelse, og hvis de gør, så springer den ret hurtig”.
Den melding gav mig en lille ekstra klump i halsen –  men samtidig også en forhåbning om, at det måske var falsk alarm vedr. blindtarmsbetændelse – men hvad var det mon så.

Da vi ankom til Kolding Sygehus blev vi modtaget i Børnemodtagelse, hvor vi i første omgang blev bedt om at tage plads i en stol, så ville der komme en læge på et tidspunkt.
Nej sådan skal det ikke være tænkte jeg . Jeg bad straks om en seng til Mie, da hun ikke kunne holde ud at sidde op.

Forud ventede nu endnu mange timers ventetid og alle mulige nye pinefulde undersøgelser for lille Mie-pigen.

Den største opgave vi kom på var, at de ville have en urinprøve – hvordan får man det fra en lille spunk, som stadig bruger blev?
Jo det var af med bleen og frem med moderens tålmodighed.
De valgte at give hende en masse væske igennem drop – efter 2,5 times venten, hvor jeg stod klar med et lille bæger, kunne hun tisse en lille smule.

Efter at have været igennem alle mulige undersøgelser hele mandag kom vi kl. 22.15 over på vores egen stue på børneafdelingen, hvor vi skulle være til observation natten over.
Hold nu op man sover dårligt på et sygehus – ellers var det fordi, at jeg ikke kunne få ro og lige skulle have dagens forløb til at ligge sig hos mig.

De kunne ikke finde ud af, hvad Mie fejlede, udover at de kunne se på røgentbillederne, at der sad et eller andet på lungerne, de mente var en virus, som de ikke kunne/ville behandle for.

Tænk så meget uddannelse og efteruddannelse også kan de desværre ikke trylle…;o)

Gudske tak og lov var det kun en virus og ikke en blindtarmsbetændelse, som ville have krævet en operation !

Men hold op en forskrækkelse!

Det var lidt om min mandag, som lige pludselig tog en drastisk og uventet drejning, og en forklaring på, hvorfor der har været så stille på bloggen.

Rigtig god weeekend.

TriTine - by Tine Bruhn Sørensen

Mit indlæg her handler hverken om løb, træning eller kost, så hvis det er noget af det du vil læse om lige i dag, så må du hoppe stille og rolig videre.

Mit indlæg her skriver jeg fordi, at jeg er SÅ PAVE stolt af den SFO, som vores 7 årige dreng til dagligt med glæde tilbringer nogle gode timer i.

De har over den seneste periode sammen med børnene valgt at sætte fokus på en indsamling til Knæk Cancer – Jeg har valgt at kalde det “Knæk Cancer i børnehøjde” :o)
I den forbindelse har de ved at lave flere forskellige arrangementer formået at samle en større sum penge ind, som de i går sendte ind til Knæk Cancer indsamlingen på TV2.

De har blandt andet lavet denne flotte lille video – Knæk Cancer Movie

Vi har selv haft den forfærdelige sygdom meget tæt ind på livet…:o(
Min svigermor mistede desværre selv kampen mod kræften for 5 år siden.
Igennem hele sygdoms forløbet var vores dengang lille 2 årige Mikkel, noget af det min svingermor lysnede op af, så det var helt naturligt for os, at han var med næsten til den allersidste vejrtrækning hun tog.

Så vi tvivlede ikke et sekund – Vi MÅTTE og SKULLE under alle omstændigheder støtte om SFO´ens rigtig flotte indsamling!

Når vi står sammen, står vi stærkere !!!!

TriTine - by Tine Bruhn Sørensen

Der har været lidt stille fra min side af de sidste par dage – det vil der også være resten af uge 42…;o)
Jeg holder nemlig efterårsferie med mine guldklumperne.
Jeg har lovet mig selv, at computer, telefon, bloggen og de sociale medier bliver lagt lidt på hylder – for nu skal der slappes af og hygges. Vi skal helt ned i gear , og alt det der ikke bliver tid til i den travle hverdag, skal der gøres plads til…:o)

Sidst men ikke mindst skal deres fejres 7 års fødselsdag med maner.
Vi er ved at have en stor og meget bestemt og selvstændig dreng, som begyndte i 1.B efter sommerferien, og som nu fylder 7 år d. 16. oktober.
Hvor bliver tiden lige af – det er simpelhen ikke til at forstå.

Jeg slutter ferien af med Vejle Ådal Halvmarathon på søndag sammen med min mand – det er jeg nok noget spændt på. Går rundt med nogle blandede følelser og tanker omkring løbet – men jeg glæder mig…:o)

Men jeg lover jer, at jeg nok skal give lidt lyd fra mig i løbet af min ferie…:o)

Hvad skal du lave i din efterårsferie, hvis du holder ferie her i uge 42???

TriTine - by Tine Bruhn Sørensen

Hvor er det lige du er på vej hen TriTine ???  Er noget som jeg har spurgt mig selv om hele weekenden.
Som jeg skrev i mit sidste indlæg har jeg de 14 dage følt, at mine løbeben ikke rigtig ville som jeg ville.
Det har smittet lidt af på min motivation og på mit fokus i forhold til min kost og træning.
Jeg har syndet lidt for meget og haft svært ved at tænke positivt i forhold til min kost og træning.

Selvom jeg største delen af tiden har spist sundt og nærende (har dog givet plads til lidt for meget grov fraskbrød, et par rundstykker og lidt snoller) og passet mine planlagte træningspas, har jeg ikke følt, at jeg har været på det spor, som jeg plejer at være på.

Jeg har fundet lidt for meget trøst og ynk ved at fylde mig med alt for meget cola zero (min MEGET svage side).

Jeg er også uperfekt

Jeg ved godt, at den sunde livstil ikke altid er en dans på roser.
Nej, der er både op- og nedture, som er processer man skal igennem op til flere/rigtig mange gange. Men man skal huske på, at det er de processer, som man hele tiden lærer af. Det er der, man lære sig selv mere og bedre at kende. Det er op- og nedturene, som er med til at gøre en stærk, og det er der, hvor man for alvor finder ud af, at man kan langt mere end man selv tror.

På min skønne, skønne 10 km løbetur i det fantastiske efterårsvejr idag, tog jeg mig selv i nakken og råbte alt hvad jeg kunne
“TriTine NU er det vist på tide at komme tilbage på det spor, hvor du høre hjemme”

Så nu er det på tide at kigge fremad og finde tilbage på sporet, hvor jeg føler mig hjemme :0)

TriTine - by Tine Bruhn Sørensen

De ligger selv, som de har redt, de mennesker som har valgt at begå kriminalitet og er blevet placeret i enten åbent eller lukket fængsel – hvilket jeg stadig fuldt ud mener og jeg har ikke ondt af dem.

Men puuuhaaa sikke en tankevækkende og skræmmende oplevelse, jeg havde i onsdag, hvor vi på mit arbejde holde netværksmøde i Statsfængsel Midtjylland i Nr. Snede.
Det var en spændende og fængslende oplevelse, som viste hverdagen fra en meget skræmmende side.

Statsfængsel Midtjylland har en åben afdeling (ca. 75 indsatte) og en lukket afdeling (85 indsatte). De har indsatte med alverdens baggrunde – voldsmænd, rocker, morder, folk har begået økonomisk kriminalitet m.m.

Allerede om morgen, hvor vi kørte ud mod Statsfængsel Midtjylland havde jeg en underlig urolig fornemmelse i kroppen og en klump i halsen, og den voksede mere og mere, jo tættere på vi kom. Bedre blev det heller ikke, at det var en trist, grå og kold regnvejrsdag.

Vi holde vores møde oppe i den åbne afdelingen, hvor vi ikke var i nærheden af nogle af de indsatte. Vi indledte mødet med en kort spændende præsentation af fængslet, også gik vi ellers det mere arbejdsmæssige og faglige.

Efter mødet var det tid til en rundvisning.
Vi fik ordre på, at hvis der gik en alarm, var det vigtigt, at vi blev samlet i en gruppe – jo tak skal du have kære fængselbetjent, lige små 3 uger for inden havde der været et meget alvorligt overfald på to fængselbetjente – så der gik da lige et sus igennem kroppen.

Vi startede med at gå igennem det åbne fængsel, hvor vi mødte et par ansatte, som stod og røg et par cigaretter – vi havde fået besked på, at vi ikke måtte hilse på nogen medmindre, at de indsatte hilste på os. Hold nu op hvor de skulede, da vi gik forbi. De virkede ikke til at være nogle rare typer.

Jo tættere vi kom på den lukkede afdeling, jo mere uhyggeligt blev det.
Da vi gik igennem porten, var det ligesom, når man køre ind til løverne i zoologiske have. Jeg følte mig virkede fangede og havde det ikke ret godt med at være inde på den lukkede afdeling.
Det var så dyster og uhyggeligt.
Det værste var dog, da vi var inde og se besøgsrummene og familierummene (de var så triste, kedelige og tomme – puuhhaa tænk en gang her kommer børn for at besøg sin far eller mor.
Og der kommer faktiske mange børn fik vi fortalt.
Det gjorde så ondt inde i, når man selv har børn.
Selvfølgelig skal de kære børn også have lov til at besøg deres far eller mor – de kan jo ikke gøre for, at far eller mor sidder i fængsel.

Jeg har fået en fængslende oplevelse, som viste, at hverdagen har mange skræmmende sider, som er med til at sætte tingene i perspektiv

TriTine - by Tine Bruhn Sørensen