Vejle Ådal Halvmarathon – en skuffelse, når målene ikke indfries !

Der er nu gået en uges tid, siden jeg løb Vejle Ådal Halvmarathon og den værste skuffelse er ved at være ud af kroppen.
Jeg havde et mål om at gennemfører på lidt under 2 timer, men sådan skulle det desværre ikke gå.
Jeg løb over målstregen efter 2 timer, 13 min og 10 sekunder.
Da jeg passerede målstregen var det med en kæmpe skuffelse – jeg var så skuffet og træt af, at min målsætningen ikke blev indfriet og jeg ikke var kommet under de 2 timer.
Når det så er sagt, at var min tid 20 min bedre end da jeg løb Lillebælt Halvmarathon 2013.

 

Et skadet baglår ugen op til
Jeg havde virkelig glædet mig og set frem til, at skulle løbe Vejle Ådal Halvmarathon.
Jeg ville give migselv en meget bedre løbeoplevelse og mod på mere, end den oplevelse, som jeg havde fra Lillebælt Halvmarathon 2013.
Jeg havde trænet godt op, og fået nogle gode lange løbe ture i benene inden startskuddet til Vejle Ådal.
Jeg følte mig nogenlunde rustet til at klare opgaven, lige indtil en lille uges tid før,  hvor jeg begyndte at få smerter i mit venstre baglår efter den sidste 14 km lange løbtur.
Jeg kunne mærke, at der var noget, som ikke var, som det skulle være, og jeg måtte straks gå igang med at restituerer.
Jeg havde så absolut ikke tid til at være skadet nu her ugen op til mit 2. halvmarathon.
Dagene gik og vi kom tættere og tættere på, men mit baglår var stadig ikke som det skulle være.
Dagen før havde jeg besøg af min svigerinde, som er fysioterapeut – hun kiggede lidt på mit ben, og skønnede at jeg godt ville kunne løbe,men hun ville ikke love hvordan jeg ville have det efter de 21 km.

En spænding i venstre baglår spændt ben for mig
Med lidt nervøsitet i kroppen stillede jeg mig til start sammen med manden min og de mange andre løbere.
Jeg sagde til mig selv flere gange “Tine det her det skal du nok klare – tro på dig selv” .
Starten gik og afsted det gik.
Jeg fik en perfekt start, kom rigtig godt fra start og tænkte efter de første 3-4 km, at det her, det går jo bare der ud af – Bare fortsæt Tine!
Men efter de første 10 km begyndte de første elementer at spille ind – min musik gik ud (og hvis der er noget jeg har svært ved, så er det at løbe uden musik).
Men der var ikke noget at gøre, jeg måtte løbe videre, jeg ville spilde alt for meget tid ved at stoppe og for at få det til at virke igen.
Efter 15 km begyndte mine smerter i baglåret at tage mere og mere til og sætte sig i mit lænd.
Jeg var nede at gå et par gange – det skulle jeg aldrig have gjort, for der begyndte det psykiske også at spille ind.
Når man først en gang har været nede at gå, så er det svært at hive sig selv op igen.
Men op på hensten igen skulle jeg, for det her løb SKULLE BARE gennemføres.
De sidste små 6 km blev en blanding af løb og gang.
En spænding i mit venstre baglår spændte ben for mig og for at jeg kunne nå min målsætning – ØV BØV BUSSEMAND!!!

Selvom jeg er skuffet og jeg ikke nåede min målsætning, skal jeg stadig huske på
– at jeg har rykket mig,
– at jeg er blevet en løbeoplevelse rigere
 – at jeg skal bruge det som motivation til at komme endnu stærkere tilbage næste år
– at det jo ikke er dette løb, som definere mig, men alle de andre dage, hvor jeg træner og arbejder hårdt for at nå mit mål

 

 

 

 

 

 

 

TriTine - by Tine Bruhn Sørensen